JFP fejrer 50 års jubilæum i 2022

31. marts 2022

Jørgen Friis Poulsen og Jesper Friis Poulsen  /  Foto: Mingo (JFP) Jørgen Friis Poulsen og Jesper Friis Poulsen / Foto: Mingo (JFP)

JFP fejrede lørdag den 26. marts 50 års jubilæum. Der er stolthed og glæde over milepælen og de mange byggerier, som familievirksomheden har sat aftryk på i hele Danmark.

Ville kun lave ”de rigtige” projekter
Jørgen Friis Poulsen blev uddannet murer den 1. april 1971 og den 26. marts 1972 startede han som 23-årig sin egen murerforretning. Den blev drevet hjemmefra i Lind, og kun 14 dage efter fik han sin første store ordre – en tilbygning for naboen. Derfra har han ikke kigget sig tilbage. Pudsigt nok kom han i en lang årrække til at arbejde med byggeri til landbrugserhvervet, som var noget af det, han fra starten ikke ville, men han var god til at se muligheder, så både staldbygninger og gyldetanke blev del af forretningen.

Noget af det Jørgen Friis Poulsen var kendt for dengang var, at han sagde sin mening. Han ville ikke lave opgaver, som han ikke syntes, var rigtige. Så fik kunderne det at vide, og han fortalte, hvordan han syntes, det skulle gøres. ”Jeg husker særligt én kunde, der ønskede nogle meget små vinduer og en halvmur i deres stue. Det syntes jeg ikke, var den rigtige løsning, så jeg fik mit forslag igennem, og det har de takket mig for mange gange siden” fortæller Jørgen Friis Poulsen

I 1984 ansatte Jørgen Friis Poulsen sin første tømrer og i 1986 overtog han Kedelmureren. Ejerens søn arbejdede allerede for JFP og er i øvrigt stadig ansat her 37 år efter. I 1994 gik Jørgen Friis Poulsen i kompagniskab med tømrermester, Ove Falkesgaard, som bl.a. tilførte kompetencer inden for køkkenmontage, og det blev starten på de to selskaber, der kendes i dag.

Jesper Friis Poulsen kom på prøve
Jesper Friis Poulsen startede den 1. august 1999 som indkøbschef i JFP. Han var handelsuddannet og kom på prøve et år, for hans far ville se, hvordan han klarede det. Det gik imidlertid godt, så i 2000 blev der lavet generationsskifte, og Jesper Friis Poulsen blev direktør. Der blev i de kommende år investeret meget i arbejdsmiljø og processer. I 2003 flyttede JFP til de nuværende lokaler i Herning, og i 2004 blev de Gazellevirksomhed.

Finanskrisen blev klaret flot
I 2008 kom finanskrisen. Den klarede JFP flot. Alle 110 medarbejdere bevarede deres job, og virksomheden levede af de mange ordrer, der var kommet til. Ordrer som verdens største malerhal for Hendricks Industries i Herning. Opførelse af 4.550 m² produktion, lager og kontor for KK-Electronic, som i dag hedder KK Wind Solutions, ny lavenergi administrationsbygning for Herning Varmforzinkning m.v.
I 2010 fik JFP sin første store boligrenoveringssag – Brændgårdsparken i Herning med 324 boliger, og i 2012 gik Jørgen Friis Poulsen på pension efter 40 år. Han havde i de sidste år stået for serviceafdelingen. Det var et stort punktum, der blev sat.

JFP Murer & Tømrer blev udskilt i et datterselskab
I 2014 blev JFP Murer & Tømrer udskilt i et datterselskab. Kontoret i Herning blev samtidig udvidet med 1.000 m², og året før var der etableret afdeling på Sjælland. JFP Murer & Tømrer er blevet Gazellevirksomhed hvert år fra 2018 til 2021 og omfatter nu både en beton-, tømrer-, murer- og elementmontageafdeling, som udfører opgaver for JFP såvel som andre entreprenørvirksomheder i hele Danmark.

Hvem er JFP i dag
JFP er i dag en markant spiller i branchen. En god arbejdsplads med en solid kultur, der bygger på mange års samarbejde og sammenhold. Ordentlighed er kodeordet, og det gælder i alle sammenhænge. Ordentlig ift. kvalitet, aflevering, aftaler mv. og det er det, JFP er kendt for i dag. Der er bygget mange store byggerier i de senere år - som f.eks. Basecamp i Lyngby og Generationernes Hus, Journalisthøjskolen og SHIP i Aarhus, en lang række plejecentre over hele landet, markante sygehusbyggerier, firmadomiciler for MOE og JYSK, Event Hall for Grundfos samt rigtig mange andre byggerier og renoveringsprojekter.

Ingen udløbsdato
”Der er ingen udløbsdato på JFP - vi skal videre mange år frem, og det at fejre jubilæet med pølsevogn, kransekage og champagne til medarbejdere, var en stor glæde. Den 17/6 fortsætter fejringen med et stort sommerarrangement for alle medarbejdere. Der skal lyde en stor tak til alle vores gode kunder og samarbejdspartnere for mange års samarbejde” udtaler Jesper Friis Poulsen.

Tilbage

Seneste nyt fra Murer & Tømrer

Bliv ringet op

Vi er altid klar til at tage en uforpligtende snak om dit projekt. Skriv dine oplysninger herunder - så ringer vi dig op!

Når du udfylder formularen, afleverer du dine personlige oplysninger i vores varetægt. Vi lover at passe godt på dem. Læs vores betingelser her.

keyboard_arrow_up